Kristian Frøkjær fylder 60 år – hjertelig tillykke!

  • -

Kristian Frøkjær fylder 60 år – hjertelig tillykke!

En vigtig person for Dansk Gordon Setter Klub fylder rundt. Kristian Frøkjær fyldte 60 år den 2. november.
Kristian har gennem de seneste 30 år været en kæmpe støtte for vor klub og er initiativtager til mange gode projekter, både prøver og ikke mindst avlen i nyere tid.
Han har, som det kan ses i både årbøger og på hundeweb, lavet en masse fremragende parringer, der har ført til et væld af klassehunde, med en masse fremragende resultater til følge.

Et sigende Frøkjær motto, som Kristian ofte har givet udtryk for lyder:
“Livet er for kort til middelmådighed” – ”Kvalitet frem for kvantitet”

Et lille tilbageblik på listen over hunde fra Kennel Troldmarken, vidner blandt andet om nogle af de helt store Gordon settere:
DKJCH Troldmarkens Abelone, Troldmarkens Applaus, Troldmarkens Ami, Troldmarkens Chicko, DKCH Troldmarkens Dacapo, Troldmarkens Deluxe, DKJCH Troldmarkens Echo, Troldmarkens Ea, samt mange andre.

En af de første hovedprøver vi kan huske Kristian deltog på, blev særdeles minderig for både ham selv, men også alle øvrige deltagere og tilskuere.
Kristian førte sin første Gordon Setter DKJCH Åens Frk. Freja, frem som vinder af både åben klasse E. A.’s Mindepokal og vandt tillige søndagens vinderklasse, efter en fejende flot finale i konkurrence med Åens Dr. Whitefoot ved Erik Petersen.
Placeringen blev afgjort med en flot fugletagning, hvor de begge fik lov at rejse deres hunde, men hvor den karismatiske norske dommer, Bjørn Watle, tydeligt kunne se at det var Frk. Freja, der ”havde” fuglen.

Kristian har i mange år være markprøve dommer, hvor han specielt nød at have et særligt blik for hunde, der gerne måtte gå både stort og hårdt, men hvor også stilen skulle være i top, højt båret hoved og en langstrakt flad galop aktion.
Som hundefører kunne det være vanskeligt at leve op til hans idealer, men lykkedes det, kunne man også gå hjem med den forvisning at ens hund tilhørte eliten, blandt de bedste engelske hunde i Danmark.
Kristian har altid brugt sine egne hunde, markprøver eller ej, til al slags jagt, det er jo det, de først og fremmest er avlet til i hans øjne.

Hans store arbejdsindsats som medlem af Dansk Gordon Setters’ bestyrelse har vi i mange år sat stor pris på.
Kristian har været en loyal og solid partner i bestyrelsen og med sit jyske gemyt en god ballast til den resterende del.
Vi håber han har nydt en dejlig fødselsdag i familiens skød og bliver fejret, som han fortjener.

Fra bestyrelsen, medlemmer af klubben, hundeførere og kammerater skal der lyde et stort tillykke, med ønsket om at måtte tilbringe mange gode stunder fremover med ”knægten” og hans hunde.


Arkiver