Du har vigtigst af alt besluttet, at det skal være en Gordon Setter, men skal det være en hanhund, eller skal det være en tæve.
Vi ser ofte, at der er størst præference for tæver – de bliver taget først – og i perioder hvor der er overtal af hanhunde i de enkelte kuld, bliver dette indtryk forstærket.
Hvorfor der er denne uligevægt i interessen for henholdsvis hanhunde og tæver, ved vi ikke med sikkerhed, men vi vil åbent og med respekt for din nuværende præference slå et slag for, at du overvejer en hanhund frem for en tæve.
Beslutningsvejen bør starte hvor der objektivt set er en helt afgørende forskel mellem de 2 køn, så hvis du planlægger, at skulle have hvalpe, er der ikke mere at overveje, men hvis det ikke er tilfældet, så læs videre.
Vores generelle erfaring siger, at hvis hanhunden ikke er påvirket af kønsdrift eller tæven ikke er gået i løbetid med dertil hørende hormonelle påvirkninger, så vil de 2 køn kræve lige meget med hensyn til uddannelse, og de kan nå lige langt.
Det er så også deri, at vi skal finde de to væsentligste argumenter for eller imod valg af køn.
Tæven går i løbetid en eller to gange om året, og vil således være hormonelt forstyrret 3-4 uger hver gang. Herefter kan kan tæven i visse tilfælde gå i en falsk drægtighedsperiode et par måneder senere. Her vil tæven ligeledes være hormonelt forstyrret i op til fem til seks uger i alt. I disse perioder er yde- og indlæringsevnen reduceret, men nok så væsentligt er du yderst begrænset og i de fleste tilfælde helt udelukket fra at deltage i aktiviteter med tæven.
Hanhunden derimod er i den sammenhæng kort og godt din stabile makker, som året rundt er klar til at tage med dig til træning, på jagt eller markprøve.
Der er naturligvis andre forskelle mellem de to køn, men ingen af dem er efter vores mening så væsentlige, at de kan overtrumfe nogle af ovenstående overvejelser. I den sidste ende er valget dog dit, og det respekterer vi.