Min gode ven, jagtkammerat og træningskammerat Knud P, er gået bort den 24. januar 2014. Knud sov stille ind i sin datters hjem i Roskilde, fire måneder efter at han havde fået konstateret kræft i bugspytkirtlen.
Jeg lærte Knud at kende i 1977, hvor et par fremsynede medlemmer af Gordonsetter Klubben mente, at Knud netop var den person vi manglede til at bringe ro i klubben, der dengang var delt i to lejre.
Knud blev vel nærmest headhuntet. Jeg var med til at stemme Knud ind som formand, han var i hast kort forinden blevet medlem af DGSK.
Knud var ikke den store hundemand, han havde, da han startede som formand, hverken deltaget på markprøve eller udstilling, men han var en dygtig foreningsmand der forstod at lede en klub, og at uddelegere de forskellige opgaver til dem i bestyrelsen, der havde forstand på det.
Knud forstod virkelig at samle fløjene og få skabt en god atmosfære i klubben, og jeg husker hovedprøverne som nogle hyggelige begivenheder, hvor Knud og Annie med deres festlige indslag altid fik stemningen i top.
Mit eget og Pernilles nære venskab med Knud og Lis startede for små tyve år siden, da jeg lejede jagten i Langebæk og dermed ikke var så langt fra Villa Aurora, hvor Knud havde slået sig ned sammen med Lis. Knud havde i mellemtiden været igennem en vældig omvæltning, han var blevet skilt fra Annie og var blevet gift med Lis, han havde kvittet direktør jobbet hos Køge Beton for at leve som kunstmaler, hvilket havde været hans drøm i mange år. Efter at Knud var flyttet til Villa Aurora på Møn, havde han samlet flere af de lokale landmænd i et fælles jagtlaug, hvor man skiftedes til at være vært ved den efterfølgende middag. Jeg havde selv fornøjelsen af hvert år at blive inviteret med på disse jagter.
Vi har haft rigtig mange træningsture sammen med både Asta og ikke mindst med Paw, som var den hund som kom til at stå Knuds hjerte nærmest. Det var da også med Paw, at han kom til at høste store triumfer, den største var da han vandt DGSK efterårs vinderklasse i 2010, og dermed blev udtaget til danmarksmesterskabet. Da jeg efter prøven ønskede Knud tillykke med resultatet, sagde han ”det er din skyld”. Jeg var meget beæret og sagde, at det skulle jeg skam da ikke have æren af, jo sagde han ” for du sagde til mig efter en træningstur, at hvis bare Paw var havnet hos Erik Petersen eller Niels Erik Krüger, ville han komme med til danmarksmesterskabet, og lige siden har jeg knoklet på og tænkt, jeg skal vise ham at jeg selv kan”. Og det ku’ han jo den gamle.
Paw nyder nu sit otium hos en af Lis’s sønner.
I en årrække kom vi ofte hos hinanden, både til små hyggemiddage og også til runde fødselsdage osv. Det var en fest, når de om sommeren åbnede atelieret med en fernisering og efterfølgende haveparty – så blev der grillet pattegris, så det røg om ørerne på Knud. Det var sjovt og interessant at hilse bl.a. på kunstner vennerne og også på deres gode venner og naboer, samt selvfølgelig deres familier.
Knuds sindstilstand afspejlede sig tydeligt i hans kunst. Hvem husker ikke de glade, lyse og af og til vovede billeder fra søen på Aurora, – og der kom nogle fantastiske malerier frem efter deres tur til Færøerne, – til gengæld malede han nogle meget mørke og dystre billeder efter at Lis havde fået sin diagnose.
Når vi ser på de af Knuds billeder der pryder vore vægge, to fra søen ved Aurora og et fra Færøerne, ja så mindes vi Knud fra de gode tider, hvor alt gik godt og farverne var lyse.
Æret være Knuds minde.
Mvh
Bjarne Kleis
