Der er konstateret parvovirus på Fyn, og ifølge medierne stammer udbruddet fra en importeret drægtig tæve. Hunden har ikke tilknytning til DKK, og det vides ikke, om den var vaccineret efter forskrifterne. På nuværende tidspunkt er der ikke tale om en landsdækkende epidemi, og så længe ens hund er vaccineret, bør der ikke være grund til bekymring.
Hvad er parvovirus
Parvovirus er en smitsom tarmbetændelse der især rammer hvalpe. Symptomerne er opkast, vandig eller blodig diare samt feber. Hvalpe med diarre bliver hurtigt dehydrerede, hvilket kan forværre deres tilstand. Der er ikke nogen direkte behandling, og sygdommen kan være dødelig. Parvovirus er meget modstandsdygtig, og kan tåle høje varmegrader, udtørring samt flere desinfektionsmidler.
DKK anbefaler:
- Sørg for at alle dine hunde er vaccineret mod parvovirus – spørg dyrlægen, hvis du er i tvivl
- Overhold altid reglerne for vaccination når du færdes hvor mange hunde er samlet f.eks. i forbindelse med træning, udstilling eller andre konkurrencer
- Har du hvalpe, så sørg for at holde en god hygiejne omkring dem. Brug evt. desinfektionsmidler som Rodalon eller Virkon S og følg anvisningerne nøje
- Kontakt dyrlægen med det samme, hvis din hund udviser symptomer på parvovirus
Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning har DKK har bedt alle kennelkontakter og chip mærkere på Fyn om kun at besøge én kennel/opdrætter om dagen og have ekstra fokus på hygiejne og desinfektion.
En såkaldt titertest kan afgøre, og din hund er beskyttet af antistoffer mod parvovirus. Læs mere om titertests her: http://www.dkk.dk/side.asp?ID=32560