DGSK´s klubweekend den 5.-7. august i Riishytten ved Give.

Endnu en fantastisk dejlig weekend, sammen med ligesindede, er vel overstået. Der kan ikke lyde nok ros til prøveledelsen, Anne Kirsten og Kristian Frøkjær, for en yderst veltilrettelagt weekend.

Riishytten er særdeles velegnet til vores klubweekend, enkle, billige og gode indkvarterings muligheder, flere toiletter, varmt vand, dusch og det hele. Spisning og forplejning sker i hyggelige festsale, ligesom også køkkenet er rent, velordnet og pænt udstyret.

Luftemulighederne for hundene er gode og Riishytten er placeret i rolige omgivelser uden trafik, så børnene blot kunne løbe og lege som det passede dem, noget de i øvrigt så ud til at sætte stor pris på.

Endnu en fantastisk dejlig weekend, sammen med ligesindede, er vel overstået. Der kan ikke lyde nok ros til prøveledelsen, Anne Kirsten og Kristian Frøkjær, for en yderst veltilrettelagt weekend.

Riishytten er særdeles velegnet til vores klubweekend, enkle, billige og gode indkvarterings muligheder, flere toiletter, varmt vand, dusch og det hele. Spisning og forplejning sker i hyggelige festsale, ligesom også køkkenet er rent, velordnet og pænt udstyret.

Luftemulighederne for hundene er gode og Riishytten er placeret i rolige omgivelser uden trafik, så børnene blot kunne løbe og lege som det passede dem, noget de i øvrigt så ud til at sætte stor pris på.

Fredag ankom der vel omkring 25 personer, til lidt ”forhygge”, hvor vi sidst på eftermiddagen gennemgik og talte lidt om nogle af punkterne i FMR (Fælles Markprøve Regler), specielt vinder klasse bedømmelse med kategorier gennemgik vi nøje

. Efterfølgende blev den store (kunne nemt føde 100 mennesker) grill tændt, dog ikke uden startproblemer, idet vi startede lidt voldsomt med store flammer og lidt mørke pølser til følge. Vi nød middagen og snakken gik som sædvanlig til ud på de små timer.

Efter at have indtaget et delikat lørdagsmorgen måltid, var der ca. kl. 9,30 start på Klubweekendens Gordon Setter udstilling, hvor 21 hunde deltog. Gunnar Jensen var dommer, Marrit Stærkær var ringsekretær og Christina Bak havde forberedt og lavede alt det praktiske, med kataloger, indkaldelse osv..

Vi var nu omkring små 70 entusiaster der fra sidelinjen overværede udstillingen og deltog i bedømmelsen, med vore egne mere eller mindre kvalificerede evner.

I øvrigt vil klubben gerne opfordre dygtige folk, som også er jægere og går på markprøve, til at forsøge sig med at blive udstillingsdommer, for Gordon Settere. På sigt er det nødvendigt at have nogle, der brænder for og som kan præge racens udvikling, uden kun at deltage fra sidelinien.

En veloplagt Åens Mads, med en hårdtprøvet, men målrettet ejer i Erik Petersen (førte 3 hunde på udstillingen) blev BIR og dermed vinder af udstillingen, mens Østjyllands RB Sandy, ved Søren Thygesen blev BIM.

Tusind tak til udstillingens implicerede og specielt til dommer og ringpersonale, som bruger en hel fridag på vores klub og race.

Frokosten bestod for de flestes vedkommende af de traditionelle grillpølser, som mange havde set frem til. Man kan konstatere at grillpølser, i særdeleshed de ekstra gode, er et ”must” for Gordon Setter folk.

Lørdag eftermiddag kørte vi til apporteringsprøven, hvor der startede 24 hunde, heraf 2 fieldtrial spaniels, som ejedes af Kristians gode venner, Hr. Splint og Hr. Rør, to absolut hyggelige herrer, som velvilligt hjalp til med at arrangere prøven.

Kristian havde naturligvis instrueret dommerne i ikke at være for strenge ved vennerne og deres hunde, ja faktisk havde han ladet forstå, at mindst en af dem, gerne måtte få maksimum point og sågar deltage i matchningen, skulle han vinde, ville det blive set meget positivt på af prøvelederen, idet han gerne skulle have hjælp til at arrangere prøve en anden gang. Med lidt besvær (for at få duerne til at lugte mere, var de smurt i leverpostej) lykkedes det at få Hr. Splints Freja til at komme op på de 30 point. Ved hjælp af de samme duer, blev den såmænd også prøvens hurtigste hund og modtog derfor klubbens ærespræmie. Hr. Splints drillerier om aftenen, forholdt vi os naturligvis både godmodigt og overbærende til.

Bedste Gordon Setter og vinder af klubbens apporteringsmesterskab blev, efter matchning mellem 4 hunde med de maksimale 30 point, om at hente 2 duer på tid, Østjyllands PB Fie, ejet og ført af Søren Thygesen. For denne præstation modtog ekvipagen ”Tjuren” samt den nye sølvpokal for bedste hund i åben klasse, fra WJ jubilæums serie, skænket af Inge og Poul Thomsen.

Aftenens menu var dejlige flødekartofler, salat, lækkert rødt oksekød med forskellige isanretninger til dessert.

Under middagen takkede Kristian alle hjælpere, dommerne uddelte pokaler og snakken gik lystigt. Ved midnatstid blev der, med initiativrig spontanitet, arrangeret en ”gummistøvle-kastekonkurrence”, Lorenz lagde støvler til, Entreprenør Gorm Pedersen lagde målebånd til og tillige en masse energi i opmålingen.

Det længste kast opnåede Ulrik Stadelhofer, som præmie fik han ærefuldt lov at give en omgang.

Flere kastere var uheldige at ramme udstillingsteltet, som om morgenen var lagt ned, dog nok mest grundet nattens hårde vindstød.

Søndag morgen ventede nok et veldækket morgenbord de nu ”lidt morgenstille” deltagere. Efter en effektiv omgang oprydning, kørte alle deltagerne på Givskud flugtskydningsbane, første gang at så mange har deltaget i klubskydningen. Meget flotte faciliteter og en spændende bane, må man sige. Klubmester blev Robert Paulsen, som skød en due mere end Kristian Frøkjær, som oven i købet havde hjemmebane fordel. Det forlyder at der generelt blev vist pæn skydning.

Klubben er særdeles glade for den fantastiske opbakning og det hyggelige samvær i en positiv atmosfære, som efterhånden er blevet et kendetegn for Gordon Setter Klubbens medlemmer.

Næste år afvikles klubweekenden den 17.-19. august på Fyn, omkring Svendborg. Højdepunktet vil uden tvivl blive vores 90 års jubilæums udstilling lørdag den 18. august, som vi har fået lov at afholde på plænerne, inde på selve Egeskov Slot. Den tidligere ejer, Preben Ahlefeldt Laurvig Bille, blev i 1922 valgt som vores klubs allerførste formand. Husk at reservere denne dag, målet er en udstilling med rigtig mange deltagende.

Naturligvis bliver der også en stor apporterings konkurrence, så sæt kryds i kalenderen ud for denne vigtige weekend.

Sluttelig ønskes i alle knæk og bræk på efterårets markprøver, hvor vi håber at få flere nye vinderklasse hunde. Vi skulle i år gerne være repræsenteret på DM med mindst 5 ekvipager.

Anton Dahl

Formand DGSK