Vedr. Gode forhold for egne hunde – samt muligt kennelbesøg

Til DKK repræsentanter og indehavere af tillidsposter:
Specialklubbestyrelsesmedlemmer, kredsbestyrelsesmedlemmer, udvalgsmedlemmer, trænere, instruktører, dommere, prøveledere, ringpersonaler, ID-mærkere m.fl. 
 

 

Som DKK tillidsperson er du repræsentant for Dansk Kennel Klub. Når du udfører dit tillidshverv, som eksempelvis dommer, ID-mærker eller bestyrelsesmedlem eller på anden måde repræsenterer DKK, så ser hundeejerne dig som Dansk Kennel Klubs forlængede arm og gode repræsentant. Og det forpligter – på den gode måde.

Som DKK repræsentant er det naturligvis vigtigt, “at have orden i egne hundeforhold ” .
Det gælder alle områder af hundearbejdet: Overholdelse af DKK’s love og regler, venlig og professionel adfærd men også orden i eget hundehold. Dvs. at egne hundes fysiske rammer er gode, at hundene er velpassede, at der er tid og overskud til den enkelte hund, at hvalpe socialiseres og miljøtrænes osv.

Det er altid sundt – en gang imellem – at se sig selv og eget hundehold efter i sømmene. Det er nemt at blive lidt “hjemmeblind”. Vi ved, at det slider på omgivelserne at have hunde. Og selv de mest ansvarsfulde hundeejere / opdrættere kan opdage, at noget kunne gøres bedre eller ændres på.

 

Praktik og planlægning

Nogle forbedringer kræver en praktisk indsats: Måske er der huller i hegnet i hunde-motionsfolden og så bliver den ikke brugt. Måske er koldt eller træk i bygningen fordi vindfanget er gnavet i stykker eller en rude er itu. Måske er overdækningen på løbegårdene blæst af. Måske mangler der hævede liggelejer, halm eller tæpper i nogle bokse, vandspande og legetøj er tygget i stykker. Måske står der vand i løbegårdene eller et par lysstofrør er gået. Mulighederne er mange, men det kan alt sammen udbedres.

Andre forbedringer kræver mere planlægning. Måske er antallet af hunde over tid steget lidt rigeligt i forhold til plads, tid, kræfter og egne ressourcer. Måske mangler usolgte hvalpe / unghunde lidt socialisering og miljøtræning, således at de ligestilles med hvalpe der har skiftet hjem. Måske er der nogle voksne hunde, som ikke bliver passet helt så godt som de engang gjorde. Nogle hunde trænger måske til et nyt godt hjem og andre trænger til mere omsorg i det daglige og en god tur med børsten. Igen er mulighederne mange, men med omtanke og planlægning, kan også dette gøres bedre.

 

 

Egenkontrol af hundeholdet 

Med afsæt i ovenstående eksempler, vil vi gerne opfordre alle DKK’s tillidspersoner, til at lave en lille “egenkontrol” af eget hundehold.

Til inspiration for egenkontrollen, har vi vedhæftet  “DKK’s Regler for kennelbesøg og kennelinspektion”. Du kan læse samme hæfte ved at følge dette link:

http://dansk-kennel-klub.dk/files/pdf/Opdraet_ReglerForKennelbesoeg.pdf

 

Du kan også kontakte DKK’s information på tlf. 56188155 og få hæftet tilsendt med posten.

 

 

Byd kennelkontakten velkommen
Rent rutinemæssigt kan du, særligt hvis du har kennelmærke, modtage kennelbesøg. Det er ikke sikkert at du modtager kennelbesøg, da vi har mange kenneler at besøge og kun ca. 20 kennelkontakter, men hvis vi er dit område, kan det være vi kigger forbi.

 

Vi håber, at dette inspirationsbrev og budskabet om “orden i egne rækker hos DKK’s repræsentanter” tages imod i den gode og positive ånd det er ment.  

Vi håber også, at du vil byde DKK’s kennelkontakter velkommen, hvis de skulle komme forbi for at hilse på dig og dine hunde.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til ovenstående, er du velkommen til at kontakte kennel- og adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen direkte på tlf. 56188130 / mobil 20668100 eller mail lich@dansk-kennel-klub.dk  

Tak for din indsats som DKK repræsentant. 

 

Med venlig hilsen

DANSK KENNEL KLUB

 

Jørgen Hindse

Formand