Glædelig jul og godt Nytår 2024

Endnu et hundeår er gået i Dansk Gordon Setter Klub.

Nytåret giver jo traditionen tro anledning til refleksion over det år som har været, og det som vi ser ind i. I al fairness over for noget som for mange af os er en stor del af dagligdagen, kunne det således også være relevant med refleksion over hvordan vi træner og uddanner vores elskede hunde. Hvad gik godt og hvorfor, hvor vil jeg gerne gøre en indsats for at blive dygtigere til at få det bedste frem i min hund og så videre.

Det er der ikke nødvendigvis lette svar på, men vi håber i hvert fald, at det stadig stigende udbud i aktivitetskalenderen giver dig mulighed for at dygtiggøre dig, og dermed komme endnu tættere på drømmen om en fabelagtig Gordon Setter, hvad end du skal bruge den til. Herudover er vores aktiviteter sædvanligvis og i almindelighed et godt sted at møde andre med samme passion for Gordon Setteren, og det kan i sig selv være et godt argument for at deltage.

Slutteligt en klassisk men ikke desto mindre særdeles velmenende tak til alle, der igennem året har bidraget og løst store som små opgaver i forbindelse med klubaktiviteterne. Det er helt igennem uundværligt, og vi håber, at det har været fornøjeligt, og at det ikke mindst har givet mod på mere.

Herfra ønskes alle knæk og bræk med resten af jagtsæsonen samt en glædelig jul og godt nytår 2024.