Erik Petersen udnævnt til æresmedlem.

Erik Petersen blev under 100 års jubilæumsreceptionen i Præstø udnævnt til æresmedlem i Dansk Gordon Setter klub.

Læs herunder formandens tale til Erik:

Kære Erik.

Forfatter, opdrætter, udstillingsdommer, markprøvedommer, apporteringsdommer, prøve- og udstillingsarrangør, repræsentant  og bestyrelsesmedlem  i DKK, bestyrelsesmedlem i DGSK, web master og meget andet. Listen over de ting du har været involveret i inden for vores verden af stående hunde og i særdeleshed Gordon Setteren gennem en menneskealder, er imponerende lang.

I dag tilføjer du som bekendt endnu 2 bøger om Gordon Setteren til listen, og kan som enhver anden forfatter med respekt for sig selv sige, at nu har du skrevet en trilogi.

Du har gennem dit usædvanlig lange virke inspireret langt flere, end du aner, og du har sandsynligvis aldrig sagt nej til at hjælpe nogen, og det gælder især nye, som ville i gang  med en stående hund.

Der er rigtig mange ting, som får en klub som vores til at eksistere i 100 år, men vi kommer ikke uden om, at hundene, og i særdeleshed gode og sunde hunde, er et væsentligt omdrejningspunkt. 

Her har du i særklasse udført et imponerende stykke arbejde, som blandt andet har gjort, at vi Gordon Setter folk kan være med oppe og drille de andre i kampen om præmierne.

Exceptionelt var dit D kuld fra 1988. 6 hunde fra kuldet opnåede 1. præmie i åben klasse, hertil mange vinderklasse placeringer samt ikke mindst i 1992 hvor Åens Dapper Dan ved e/f Niels Erik Kryger blev vores første Danmarksmester i 52 år.

Men du har også avlet 2 derbyvindere. Åens G Blackie i 2008 samt Åens Prisca i 2017.

Ikke mindst vandt du selv DM med Åens X-tra Luffe i 2000.

Alt i alt har du som opdrætter være placeret på DM 8 gange siden 1986.

Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at du brænder for den sorte setter.

For alt dette vil vi hædre dig med tildeling af Dansk Gordon Setter klubs æresmedlemsskab.