DGSK FORDERBY 2024

DGSK’s Forderby er en genial opfindelse, som i al sin enkelhed er en slags generalprøve til forårets derby.

I år var det 43. gang, at Forderbyet løb af stablen, og igen i år mødtes vi på Lykkesholm Gods.

Vi var 12 håbefulde unghunde og deres førere og deres føreres heppekor/kritikere, der mødte ind kl. 8.30, og lad mig bare slå fast, at Lykkesholm Gods både har marker ud over det sædvanlige (det kommer jeg tilbage til) og ikke mindst en jagtstue ud over det sædvanlige.

Vi kom ind til det lækreste morgenbord og blev budt velkommen af terrænleder Jesper Brinkmann og prøveleder Erik Lystrup.

Dommer Joakim Skovgaard Larsen skød efterfølgende dagen i gang på gårdspladsen foran det smukke gods.

Joakim fik på bedste vis vores nerver i ro med sin rolige og humoristiske tilgang, hvor han gjorde klart, at der var højt til loftet i dag, da vi havde med unghunde at gøre, og at vi alle skulle have en rigtig god dag, hvor vores hunde skulle vise det bedste, de havde lært, og hvor der ville være fokus på intensitet, jagtlyst, stil og til dels lydighed

Vi blev kørt ud til de største græsmarker, jeg nogensinde har set (her var det under Ravnholt Gods). Den første mark kunne tage 6 slip, og så havde vi vist ikke engang været helt ude på alle kanter.

Et fantastisk terræn at gå i for både hunde og førere og med både harer og råvildt.

Samtidig var marken så publikumsvenlig, at alle slip kunne følges fra vejen for dem, som ikke helt havde kræfter til at følge med ud i terrænet.

Vi skulle dog ud på græsmark nr. 2 (samme størrelse) før Vajskærs Gwen v/ Linda Clemmesen har en situation, som fører til, at der bliver skudt over hende. På denne mark var der virkelig fugle, og det kunne vi (hånden på hjertet) godt have fået mere ud af. Der var fugle både på den åbne mark og i alle remiser.

Alle havde nu haft 2 slip og Joakim valgte de 6 hunde, som gik videre til næste såt.

I næste såt fik hundene deres sag for. Her var smalt, og der var krat, og der var fugle.

Der blev igen skudt over Lindas Gwen. Sydåens Luna v/ Erik Schøt-Bæk havde helt sikkert også en situation, men der nåede desværre ikke at blive skudt over hende.

Sidste hund, der blev skudt over, var Rørosviddas Kjeld v/ Martin Hvidberg, som holdt den hele vejen, selv om makkerhunden gjorde det en smule svært ved at prøve at stjæle standen og rejse uden at have fået lov😉

Matching blev mellem Martins Kjeld og Lindas Gwen, hvor Martin vandt over Linda.

Stort tillykke til begge vindere😊

Herefter tog vi tilbage til Lykkesholm, hvor resten af familien Brinkmann og deres søde hjælpere stod klar med den lækreste gullaschsuppe og efterfølgende kager til kaffen.

Af hjertet tak til Joakim, Jesper og Erik for at bruge så meget fritid på at forsøge at gøre os andre til dygtigere hundeførere, og lige så meget tak til Aijan og Mathilde for at sørge så godt for os.

TUSIND TAK FOR EN RIGTIG GOD DAG!

//Pernille Aude

 

  1. Hvis noget af det jeg har skrevet lyder mærkeligt i ørerne på de mere erfarne hundeførere, så undskylder jeg på forhånd. Det her var min første danske hundeprøve nogensinde, og der er mange ting, jeg ikke ved noget om.

MEN jeg havde en fest i dag, og jeg følte mig virkelig hjulpet på den gode måde, og det må jo være det vigtigste.

Derudover har jeg jo også fået en masse med hjem at arbejde videre på.

Eksempelvis at Luca ikke må stjæle makkerhundens stand, selv om han er helt sikker på, at han er dygtigst til at rejse fuglen…..