DKK søger hjælpere til Verdenshundeudstillingen 2010

Verdenshundeudstillingen, som skal afholdes i Messecenter Herning i dagene 24.-27. juni 2010, nærmer sig hastigt – i hvert fald i planlægningsøjemed.
Vi forventer, at der vil deltage mindst 20.000 hunde fra ca. 60 forskellige lande, hvorfor vi har behov for dygtig og kvalificeret hjælp til afvikling af arrangementet i Herning i dagene 24.-27. juni 2010.

Opgaverne, der skal løses, vil være mangfoldige. Udover DKK’s faste personale og hjælperhold, har vi brug for yderligere hjælp fra udstillingskyndige og sprogkyndige personer. Vi retter derfor denne henvendelse til jer, med håb om, at I kan hjælpe os med at finde nogle kvalificerede personer, der har lyst til at hjælpe og være med til at gøre Verdenshundeudstillingen i 2010 (det hidtil største arrangement i Dansk Kennel Klubs historie) til en fantastisk oplevelse for alle.

Vi mangler d.d. hjælpere på følgende områder:

Informationspersonale

Ca. 20 udstillings- og sprogkyndige personer.

Heriblandt 4 personer der kan kommunikere på Russisk, 4 personer der kan kommunikere på Spansk og 4 personer, der kan kommunikere på Fransk. De sidste 8 personer, vi søger, skal gerne kunne kommunikere på engelsk- og eller tysk.

Hjælpere til parkering, indgange og katalogsalg

Ca. 20 servicemindede personer, hvoraf en del gerne må kunne kommunikere på engelsk eller tysk. En del af disse hjælpere skal bl.a. assistere de medarbejdere fra MCH (Messecenter Herning), som har ansvaret for parkeringen og billetsalget.

Hjælpere til mandskabsholdet 

Ca. 10 personer, der kan hjælpe DKK’s faste medhjælperstab med de praktiske opgaver under selve arrangementet.                                                                                                

DKK’s butik

Ca. 6 servicemindede og sprogkyndige personer.

Til alle ovennævnte opgaver, skal vi bruge personer der er fyldt 18 år, der må forvente, at vi ønsker deres hjælp hele dage (kl. 07.00 til ca. 18.00).

Vi vil udover ovennævnte voksne hjælpere også få behov for et større antal stafetter.  Det er imidlertid Dansk Kennel Klubs ungdomsudvalg, som skal stå for stafetterne på WDS. Personer der kunne tænke sig at komme med på "stafetholdet" kan derfor kontakte ungdomsudvalget med e-mail til udvalgets sekretær Hanne Madsen: hama@dansk-kennel-klub.dk

Der skal endvidere afvikles LP-VM samt HTM og Rally i forbindelse med WDS, hvorfor LP-udvalget ligeledes vil have behov for ekstra hjælpere. Kunne du eventuelt tænke dig at hjælpe med dette område, er det ligeledes Hanne Madsen du skal kontakte, da Hanne også er sekretær for LP-udvalget.

Tilbud om hjælp med afvikling af eventuelle AG-aktiviteter skal stiles til AG-udvalgets sekretær Charlotte Shanti Munch: csmu@dansk-kennel-klub.dk

Tilbud om hjælp som ringpersonale skal stiles til Karin Røhl: karo@dansk-kennel-klub.dk

Dette kan vi tilbyde for din hjælp på WDS:

      Betaling af rejseudgifter (billigste rejsemåde).

     Hotelovernatning fra dagen før til dagen efter du hjælper os.

  • Fuld forplejning i de dage du fungerer som hjælper.

  • Nogle travle og lange – men helt sikkert også spændende, sjove og hyggelige – dage sammen med DKK’s faste stab.

 

Vi har udarbejdet et tilbagemeldingsskema (vedhæftet), som vi beder de personer, der vil tilbyde deres hjælp om at udfylde og returnere til os hurtigst muligt og senest den 15. februar 2009.  Klubben er meget velkommen til at videreformidle brevet og skemaet til personer fra specialklubben, der eventuelt meddeler jer, at de gerne vil tilbyde deres hjælp.

I er naturligvis også velkomne til blot at meddele navn og e-mail adresse på personer der eventuelt vil hjælpe til Birthe Dinesen: bidi@dansk-kennel-klub.dk, hvorefter vi herindefra vil fremsende brev og skema til den pågældende.

I tilbagemeldingsskemaet har vi af hensyn til dem, der gerne vil udstille, anført, hvilke grupper der bedømmes hvilke dage, da man ikke kan fungere som hjælper den dag, man udstiller. Når vi har modtaget alle tilbagemeldinger, vil vi se på opgavefordelingerne og vende tilbage til hver enkelt person med oplysning om hvilke dage og til hvilke opgaver, vi kunne tænke at benytte deres hjælp. Skulle vi komme i den situation, at vi får så mange tilbud om hjælp til at løse de samme opgavetyper, at vi ikke vil kunne benytte os af dem alle, vil man naturligvis også høre fra os.                                                                                                             

Hvis I har spørgsmål omkring ovenstående, er I naturligvis velkomne til at kontakte undertegnede. 

Vi håber meget, at I kan hjælpe os med at løse opgaven og siger på forhånd tusind tak for hjælpen!

Tilbagemeldinger og eventuelle spørgsmål bedes stilet til undertegnede eller til Birthe Dinesen e-mail: bidi@dansk-kennel-klub.dk – tlf. 5618 8122

Med venlig hilsen

DANSK KENNEL KLUB

Jens Glavind

Direktør

jegl@dansk-kennel-klub.dk

tlf. 5618 8140