Mindeord for Lene Knudsen alias ”Momse”, ”Fru Knudsen” og ”Knudsen”

  • -

Mindeord for Lene Knudsen alias ”Momse”, ”Fru Knudsen” og ”Knudsen”

DGSK mistede et meget specielt medlem i foråret. Især medlemmer på Sjælland, kendte Lene. Hun fortjener i  hvert fald, at få et par ord med på rejsen.

Onsdag d. 8. februar i år meget tidligt om morgenen fik himmelen en ny og meget lysende stjerne…. Lene havde forladt os.

For de fleste der kendte til Lenes sygdom og ikke mindst hendes kamp mod denne, kom det ikke som et chok…og så alligevel. For mit vedkommende var det et kæmpe chok. Jeg ringede til hende som vi plejede om onsdagen og da hun ikke tog sin tlf, regnede jeg bare med at hun var stået op og havde sendt Claus afsted for så at gå ind og hvile sig lidt. Men da tlf endelig ringede, var det Claus, der fortalte, at hun havde fået fred.

Her er tomt nu og når jeg skriver dette kan jeg ikke lade være med at blive ked af det. Og så er det jeg hører Lenes stemme, lige så tydeligt: ”Hold nu op med det pjat !” For sådan var hun, ikke så meget pis og uden- om- snak. Det var nok ikke alle, der lige forstod, hvor enkelt det egentligt var med hende,  fordi hun var som hun var.

Men os, der fik lov at lære denne vidunderlige og til tider skide øre-tæve-ind-bydendeLene kvinde, at kende, vi vil aldrig glemme hende.

Det var den irske setter, der havde Lenes interesse efter hun var blevet venner med Kim Jacobsen. Efter hans alt for tidlige død, overtog Lene Tsunami og Unika efter ham. Og siden fik hun, selvom det vist nok hed sig, at det var Claus’ hund Kiwiline Pepper, i daglig tale kaldet Haki. Og hun elskede den hund og han elskede sin mor. Men Lene hold af alle sine dyr og havde sin egen måde at have og opdrage dem på. Man skulle helst ikke tage alt for pænt tøj på, til en kop kaffe, for man endte altid med en væltet kop og våde bukser, når en af hundene ”lige” havde været forbi en oppe i sofaen…Og sådan var det bare.

Lene fik siden hen et kuld hvalpe efter Unika og beholdte selv Berta, som hun førte til utallige præmieringer, ligesom hun gjorde med Unika. Trods vi prøvede at overtale Lene til at prøve en ”sort” så forblev hendes fokus på den irske setter og klubben for denne. Da Claus på et tidspunkt fik engelsk setter, gik der rigtig meget konkurrence imellem mand og kone. Og Claus var lige lidt heldigere med sin hund end Lene var med hendes, så hun døbte  Claus yndige tæve ”det lille plettede svin” for han skulle da ikke tro han var noget… og det grinede vi meget af. Men tag ikke fejl, Lene havde stor respekt for andre dygtige hundeførere… og ikke ret meget  til overs for de dårlige og sådan, igen, var det så nemt med hende.

Ud over at være en meget dygtig hundefører og meget vellidt over alt hvor hun kom, var Lene altid med på ”en fest”. Jeg har været til mange fester med hende og de var aldrig kedelige.                                                        Vi er mange der har nydt godt af Lenes store passion for at lave kager…gode kager…MEGET gode kager. Til prøver, til fest ja bare til en almindelig aften til apporterings træning, så havde hun ofte lige kreeret en eller anden lækker kage vi skulle have til kaffen.  Lene sagde aldrig nej til at hjælpe og det var med mange forskellige ting. Og det er jeg hende dybt taknemmelig for. Hun har forladt os, tjekket ud, rejst i forvejen men hun er stadig i vores hjerter og hendes hæse stemme i mit hoved…..savner dig  Lene… forfærdeligt meget !!!

Vores tanker går til Claus og hendes forældre Karen og Bent.

Ære være hendes minde

Lene Knuth

(DGSK tilslutter sig mindeordene fra Lene)


Arkiver