Koordinator for de engelske racer ved DM, Ulrik Kjærsgård, stod i år, sammen med terrængiverne, Flemming Fuglede og Arnold Klovborg ”Nold”, i spidsen for et særdeles veltilrettelagt Danmarksmesterskab, et DM de beskedne nordjyder kan være særdeles stolte over.
Det er vanskeligt at få øje på mere velegnede terræner noget andetsteds i landet, bortset fra de store roemarker på Sydsjælland.
Tillige havde man allieret sig med nogle fremragende skytter, hvor der skulle decideret ”uheld” eller sikkerheds hensyn til, hvis ikke fuglen blev fældet. Fældning af fugl og den efterfølgende apportering i forbindelse med en god situation er for langt de fleste af os højdepunktet, når man deltager i efterårets vinderklasser.
Der deltog 5 Gordon settere på årets DM, danmarksmesteren fra 2013 Blacksetter Aldo v. Ole Halberg, Østjyllands Sandy v. Søren Thygesen, Nørre Løgums Daphne v. Lauge Larsen, Østjyllands Inez v. Lorenz Clemmesen og undertegnede med Østjyllands Liv.
For Livs vedkommende kunne jeg endnu engang konstatere at hun aldrig bliver ”sekunderingsidiot”, hun smed sig selv ud i slutningen af sit første slip. Daphne var lidt træg i samstand med en makkerhund, så hun strøg også. Inez havde en udmærket situation, med fældning af agerhøne, men udførte en eksemplarisk ”knaldapport” og da der om formiddagen var skudt over 17 hunde røg hun desværre også.
Sandy og Søren gjorde det godt, havde 3 fugletagninger, heraf 2 med rejsning, men havde et par ekstra chancer og blev en flot 4. vinder.
Aldo og Ole, var igen at finde i toppen, de tre øverste hunde var alle i kategorien 1B. Aldo havde 2 gode fugletagninger på dagen og blev en flot 3. vindermed HP.
Der skal fra DGSK også lyde et stort tillykke til 1. vinderen HP Breton Ritta v. Jan Nielsen (ejet af Thorbjörn Lund Nielsen), en særdeles charmerende og velgående Breton som tillige er udstyret med en klædelig haleføring, samt 2. vinderen HP Engelsk Setter Nordvestjydens Ciwa med den erfarne Kurt Nedergaard, 5. vinderen Irsk Setter Erica v. Ulrik Kjærsgård og 6. vinderen v. Christian Johansen.
Alle ønskes et fortsat ”knæk og bræk” på efterårets jagter.
Anton Dahl