Anton Dahl – 60 år

Den 23. august 2018 fyldte én af DGSK´s kæmper Anton Dahl 60 år!

Anton har med stort engagement virket for DGSK som formand for klubben i 11 år, indtil han i 2017 valgte at stoppe sit arbejde i bestyrelsen. Man var og er ikke i tvivl om Antons kæmpe indsats for de engelske hunde og i særdeleshed for den sorte setter.

Anton er også oftest med helt fremme i rækkerne på markprøver med egne hunde, hvoraf bl.a. kan nævnes Scott som han i starten af 90èrne førte frem til VK, senere er hunde som Pil, Liv og senest Jill-Siff kommet til fadet…

Anton driver Kennel Østjylland sammen med brødrene Poul Erik og Hans Jørgen samt vennen Søren Thygesen på fornemmeste vis. Det er en kennel, hvorom der står stor respekt og hvor opdrættet gennem snart mange år har udøvet sin positive indvirkning på Gordon Setteren. Det er især avlshundenes brugsmæssige egenskaber der vægtes og præger opdrættet i kennelen, hvorfra der er opdrættet flere champions.

Anton og Ze Pil

Derudover kan nævnes, at Anton også er markprøvedommer og med baggrund i egne succesfulde resultater som hundefører og opdrætter, har han en ubetinget styrke i bedømmelserne.

Anton ses også som prøveleder for markprøver og ligeledes klubbens hovedprøve, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Det er i øvrigt kendetegnende når Anton påtager sig opgaver; store som små. Bl.a. kan nævnes at terræner, terrænleder, dommer, standkvarterer mm altid er på plads, til tider år før afholdelsen…

På generalforsamlingen i 2017 modtog Anton klubbens fornemme hæderspris sølvfløjten for sit store virke i og uden for DGSK.

DGSK ønsker hjertelig tillykke med den runde dag!

DGSK’s bestyrelse